Indskud kontra udbytte
14 03 2007Med et menneskeligt indskud, en surrealistisk rejse og et menneskeligt udbytte vil jeg forsøge, kortfattet vel at mærke, at sætte ethvert udenforstående sind i mine sko. At gennemleve hvad jeg opfattede og opfatter som min eksistens på Paradise Hotel. Kriterier, præmisser og forventninger – ikke mindst forventningerne til mig selv.
Min deltagelse blev båret på en flade. Præmien! Jeg ville vinde Paradise Hotel. Koste hvad det koste ville! Jeg ville med taktik, og alt hvad det indebar, placere mig selv i centrum som den eneste ene. Der fandtes kun én vinder – Mig! Hvor gik grænsen? Den gik slet ikke!
Med min korrespondance mellem min konstruerede paradise-karakter og de “close-up interviews”, som kun jeg og tv-reporterne kendte til, ville jeg redegøre og retfærdiggøre for min færden på hotellet. Naturligvis i den overbevisning at mit indre ikke ville blive påvirket af min utroværdige paradise-karakter og dens udfoldelser.
Taktikken lå lige for. Forholde sig neutral, blive venner med alle, tage bestik af situationen og vælge min “vinderside”. Ved ikke at udgøre nogen trussel, fik jeg info, og lærte en del om de forskellige personers taktik og adfærd.
En tilgang bliver desværre ofte bøjet, rekonstrueret, konfiskeret eller helt opløst når praktikken for alvor træder i kraft – en klog mand hvisker mig i øret 
Den første uge gik som planlagt. De fleste deltagere så mig som en stille og rolig fyr uden farlige intentioner. Det er klart, at man ikke uden konsekvenser kan udgive sig for at være noget, man ikke er.
Da spillet er, som det er, er det svært at være vellidt af alle blandt to modstridende grupper. Jeg vælger side og vender flertallet ryggen, mens jeg favner Janni, Christine og Kenneth.
Under forløbet er der en sygdom under opsejling. Den eskalerer dagen efter første parceremoni.
Mit spil, min person og min paradise-karakter, Rasmus, bliver nedtonet i den grad! På antibiotika og otte panodiler om dagen kan man mange ting. Værst af alt kræver det, at man ligger i sengen – det kræver ikke nogen doktorgrad at gennemskue. Flere dage går jeg i seng, før de første sjusser kommer på bordet. Jeg plejer at være den sidste, der går hjem fra byen…… Det var ikke tilfældet her.
Uge to, tre og fire går med måde og uden den store deltagelse. Slutteligt spiller Camilla mig godt.
Jeg troede på hende, med indforståelsen af to muligheder. Et trin op i håbet om at der både var plads til Drago og mig. Eller rejsen hjem.
Jeg erkendte at hjemrejsen var en stor mulighed, og satte det i forhold til omstændighederne og min nuværende position.
Mit ophold på hotellet forekommer mig på intet tidspunkt optimalt, – men gør det i det hele taget det for nogen? Mine krav om et godt ophold krævede en rask krop og mere inspiration i form af mig selv og de andre deltagere.
Trods alt en fin oplevelse! En periode i mit liv som er fin at have med i rygsækken. Dog ønsker jeg ikke nogensinde at deltage i et realityshow igen!
Jeg ankom på hotellet med krop, sind og en pakket kuffert. Jeg har lært en masse fine mennesker at kende. Jeg har lært at værdsætte mine hverdagsbehov i form af familie, musik og venner.
Sidstnævnte lyder som en backpackers ynglingskliche’ – men det var altså, hvad jeg fik ud af mig selv og hotellets øvrige gæster.
Venligst
Rasmus
Kategorier : Paradise Hotel
